Tilbage til ARTIKLER - Læs mere om ANTROPOLOGI   Uredigeret version af debatindlæg trykt i Morgenavisen Jyllands-Posten 25. januar 2007.   Hvorfor Rose ikke fortjente Cavlingprisen af Rune-Christoffer Bech Dragsdahl   Mange har på det seneste beklaget, at Flemming Rose ikke fik årets Cavlingpris. Hvorvidt årets vindere var de rette, skal jeg ikke gøre mig klog på, men én ting er sikkert: Rose havde ikke fortjent prisen.   Roses påstand i den artikel, der ledsagede Muhammedtegningerne, stemmer ikke overens med gældende lov. I statsadvokatens afgørelse blev det bemærket, at ”det er således ikke en rigtig gengivelse af gældende ret, når det i artiklen i Jyllands-Posten anføres, at det er uforeneligt med ytringsfriheden at gøre krav på hensyntagen til religiøse følelser, og at man må være rede til at finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse””. Denne bemærkning, som mange har valgt at glemme (selvom netop denne påstand var central i debatten) er den ene gode grund til, at Rose ikke fortjener Cavlingprisen: Hans artikel var uredelig journalistik.   Den anden gode grund kom for dagen i et TV-interview den 30. september 2006. Journalisten spurgte, hvad Rose havde lært i det sidste års tid, og dertil svarede han (frit efter min hukommelse), at vi (vi!) havde lært, at muslimer er forskellige. Vi!? Hvem i alverden er ”vi”? For det første tager Rose ikke ansvar for sig selv, men tillader sig at henvise til noget generelt. Men eftersom vi jo var ”nogle stykker”, der vidste, at alle mennesker er forskellige, også før Muhammedtegningerne, så må Roses ”vi” betyde de, der ser muslimer først og fremmest som muslimer og ikke som enkelte mennesker.   Eftersom Rose mange gange har sagt, at Muhammedtegningerne ikke var ment som et angreb på alle muslimer, er ovenstående svar så meget desto mere besynderligt. Tegningerne og den ledsagende artikel var ualmindeligt klodsede, hvis målgruppen var en lille skare ekstremister. Manden er kulturredaktør, men alligevel er hans syn på forholdet imellem kultur og individ uklart. Ifølge TV-interviewet skulle man tro, at han kun efter Muhammedsagen havde lært, at muslimer er forskellige.   Dette afslører ikke kun en komplet mangel på såvel teoretisk som empirisk viden om kultur og samfund - det viser også, at Rose, som så mange andre, når talen falder på muslimer, ofte overser det enkelte menneske, som den borgerlige tanke ellers priser så højt.   Jyllands-Posten svarer (Kilde: JP 25. januar 2007)   STATSADVOKATEN besluttede sig for ikke at rejse sag mod Morgenavisen Jyllands-Posten, da både tegningerne og Flemming Roses ledsagende tekst lå inden for lovens rammer. Statsadvokatens indvending om, at man ikke altid må finde sig i hån, spot og latterliggørelse var et knæfald for den gode tone og påvirkede da heller ikke substansen i hans afgørelse.   Teksten hylder det demokratiske samfunds lighedsprincip, at kristne, hinduister, muslimer, kommunister og liberalister hverken skal finde sig i mere eller mindre end andre i samfundet, men i det samme, og heri ligger der en anerkendelse af ligeværd.   Vi troede, at det var indlysende, at Flemming Rose med sin formulering forudsatte, at der var tale om hån, spot og latterliggørelse inden for lovens rammer, men da det ikke synes at være tilfældet, skal vi endnu en gang præcisere, at det var det, der var meningen.   Hvad angår kritikken af det abstrakte vi: Det er en udbredt opfattelse blandt redaktører og journalister (vi), at uanset hvad man mener om Muhammed-sagen, så har den lært medierne at være forsigtige med at tage enkelte stemmer blandt muslimer i Danmark til indtægt for en fælles holdning.   Før tegningerne afholdt mange muslimer sig fra at blande sig i debatten, men de voldelige reaktioner udløste oprettelsen af Demokratiske muslimer og fik mange til at sige fra over fra imamerne, som indtil da godt hjulpet af medierne havde forsøgt at monopolisere den muslimske opinion.   Denne udvikling gælder ikke kun Danmark. Således fremhævede den britiske muslim og kommentator på BBC, Mona Siddiqui, sidste år, at forskellige stemmer for en gangs skyld lod sig høre i den muslimske verden.   Chefredaktionen Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse.