Tilbage til ARTIKLER - Tilbage til KØDKULTUR

 

Uredigeret version af artikel trykt i Tidsskrift for International Politik IPmonopolet, Årgang 1, Nummer 3, 2008. Se www.ipmonopolet.dk.

Kød, kultur og udvikling - et antropologisk perspektiv på fødevarekrisen

At udvide og variere kødproduktionen forekommer at være et første skridt for ethvert land i udvikling. De starter alle med at indføre moderne faciliteter til kyllinge- og æggeproduktion – den hurtigste og billigste måde at producere ikke-vegetabilsk protein på. Derpå, så hurtigt som deres økonomier tillader, klatrer de op ad ”proteinstigen” til svinekød, mælk og mælkeprodukter, til græs-opfedet oksekød og til sidst, hvis de kan, til korn-opfedet oksekød.(1)

Disse anbefalinger kunne man læse i det engelske landbrugsmagasin Farm Journal midt i 1980'erne. Her 20 år senere er det, i lyset af den globale fødevarekrise, relevant at se nærmere på konsekvenserne af sådanne anbefalinger – samt underkaste den bagvedliggende udviklingsideologi en nærmere analyse.

Mudderkager og rotter

I løbet af 2007 og 2008 har mennesker over hele kloden oplevet så stærkt stigende markedspriser på basale fødevarer som hvede, majs, soja og ris, at situationen er blevet betegnet som en global ”fødevarekrise”. Det er ikke et nyt fænomen, at verdens fattigste er truet af hungersnød og underernæring, men antallet af berørte er på rekordtid blevet voldsomt forøget. Med udsigt til en god 2008-høst er priserne på korn begyndt at falde, og ifølge nogle iagttagere er fødevarekrisen ved at aftage.

Verdens fattige kan næppe tolke den slags optimisme som andet end arrogance. På Haiti har mange af nød ernæret sig med mudderkager, bagt af lerjord, salt og margarine. Meget bedre har det ikke været i Indien, hvor myndighederne i delstaten Bihar opfordrede folk til at spise rotter. En fødevarekrise, hvor millioner af menneskers daglige ernæring og overlevelse er truet, burde i princippet aldrig finde sted.

Husdyrproduktionen

Flere faktorer har fået skylden for, at det gik så galt: Biobrændstoffer, oliepriser, tørke i Australien, eksportforbud, spekulation, dollarkursen, et stigende kødforbrug i Asien. Forskellige forskere prioriterer årsagerne forskelligt. Det grundlæggende problem er imidlertid, at et enormt spild af fødevareressourcer finder sted hver eneste dag året rundt.

Ifølge FNs fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) anvendes hele 33 % af klodens opdyrkede land til husdyrfoderproduktion (2). De animalske fødevarer, der kommer ud i den anden ende af produktions-processen, udgør kun en brøkdel af det, der bruges til at opfodre dyrene med. Der foreligger forskellige beregninger for, hvor meget foder der går til at producere et kilo kød, men afhængigt af kødtypen er der generelt tale om et ressourcespild på et sted imellem 50 og 90 % (3). Med andre ord: En tredjedel af verdens frugtbare jord bliver anvendt på en særdeles uøkonomisk og ineffektiv vis. Hvor der i 2008 anvendes knap 100 millioner ton majs til biobrændstof, anvendes der 754 millioner ton korn til dyrefoder (4).

Arealmisbruget ved husdyrproduktion lægger således et betydeligt, vedvarende pres på de globale fødevareressourcer. Hvis der blev satset på mindre animalsk og mere vegetabilsk produktion, ville verdens fødevarepriser være mindre sårbare over for store udsving. Og det er netop denne sårbarhed, der skal sættes ind mod, hvis ikke vi skal opleve en ny fødevarekrise, hver eneste gang der er uro inden for en af de øvrige faktorer, som f.eks. ved dårlig høst. Men tendensen går den modsatte vej: Ifølge FAO forventes en fordobling af det globale kødforbrug frem mod 2050 (5).

Større velstand, mere kød

Mange ser klodens stigende kødforbrug som en naturlig del af fattige landes udvikling. Et eksempel er Jyllands-Posten, der i en faktaboks om fødevarekrisen skrev, at det globale forbrug af korn er stigende, ”dels på grund af økonomisk vækst i folkerige lande som Kina og Indien(6). Også i andre danske aviser blev der ofte henvist til ”stigende velstand i mange lande(7). Det er helt korrekt, at der mange steder i verden er en sammenhæng imellem stigende velstand og et større kødforbrug. Men at gå så vidt som til at sige, at årsagen til fødevarekrisen er velstanden, og ikke kødforbruget, bygger på en selvfølgeliggørelse af, at velstand nødvendigvis føre til kødspisning. Og dette er en kulturelt farvet opfattelse.

Denne underliggende ideologi blev eksplicit, da fødevareminister Eva Kjer Hansen i et læserbrev i Jyllands-Posten skrev, at kineserne efterspørger ”mad af højere kvalitet, såsom svinekød i stedet for ris(8). Der er imidlertid ikke grundlag for at hævde, at svinekød er af højere kvalitet end traditionel kinesisk mad; det er blot udtryk for en bestemt udviklingsideologi.

Der er derimod mere og mere forskning, der peger på, at rige landes høje forbrug af animalske fødevarer spiller en central rolle inden for både hjerte-kar-sygdomme, diabetes, fedme, sclerose, knogleskørhed, de fleste former for kræft samt flere andre såkaldte civilisationssygdomme. En aktuel gennemgang af disse forskningsresultater findes i bogen The China Study (9) skrevet af Colin Campbell, som er professor emeritus i ernæring og biokemi ved Cornell University i New York.

Danmark har med 110 kilo per person om året (10) et af verdens højeste kødindtag, hvorimod størstedelen af klodens befolkning har et moderat, lavt eller ikke-eksisterende kødforbrug. Det globale gennemsnit er cirka 42 kg om året (11), og gennemsnittet for udviklingslandene er cirka 30 kg (12). Et højt kødforbrug er derfor et spørgsmål om kultur og ideologi.

Kød, status og udvikling

Sociologen Julia Twigg (13) har opstillet et hierarki for forskellige fødevarers status i vestlige samfund. Rødt kød er øverst, efterfulgt af fjerkræ og fisk. Der er mindre status i æg og mælkeprodukter og mindst i frugt, grøntsager og korn. Sidstnævnte fødevarer ses blot som tilbehør til kødet.

Dette madhierarki er ikke nogen helt ny tanke. I det 19. århundrede mente den indflydelsesrige læge George Beard således, at fødevarehierarkiet fra planter til rødt kød svarede til et evolutionshierarki fra de vilde og farvede racer til de civiliserede hvide racer. I 1880'ernes England blev størstedelen af bøfferne spist af middelklassen og eliten, idet arbejderklassen kun havde råd til små mængder. Mange indvandrere i USA så desuden bøfspisning som et nødvendigt overgangsritual for at blive en del af den amerikanske middelklasse (14). Under anden verdenskrig blev forestillingerne om kød taget så alvorligt, at både USA (15), Japan (16) og nazi-Tyskland (17) forsynede deres soldater med ekstra meget animalsk protein.

Ifølge den amerikanske økonom og miljøforkæmper, Jeremy Rifkin (18), har Vestens kvægkulturer i løbet af det tyvende århundrede opstillet en global protein-stige med korn-opfedet kød anbragt på øverste trin, og det er en udbredt opfattelse, at udviklingslande kan opnå succes og elite-medlemsskab ved at klatre op af denne stige. Denne ideologi formuleres undertiden meget direkte af for eksempel landbrugsindustrien, som illustreret ved citatet fra Farm Journal i indledningen af denne artikel.

Kød og evolution

Parallelt med ideologien om moderne udvikling løber en tilsvarende opfattelse, hvor kødspisning ses som centralt for hele menneskehedens evolution. Inden for evolutionsstudier er det en udbredt teori, at kød spillede en central rolle i den menneskelige udvikling (19). Teorien er, at vore forfædre for cirka 2,5 millioner år siden havde svært ved at finde nok planteføde. De, der fortsatte med at spise vegetabilier, uddøde (!) for cirka 1 million år siden; andre satsede på at udvikle redskaber, hvorved de fik adgang til animalsk protein og derfor kunne overleve og udvikle sig.

Disse teorier blev i 2006 anvendt af den australske kødindustri i en kampagne, hvor iøjnefaldende grafik sammenkoblede rødt kød med både evolutionen, menneskets hjernekapacitet og alle teknologiske fremskridt, inklusive opfindelsen af internettet og iPod'en. Ifølge antropologen Adrian Peace var denne kampagne sandsynligvis årsag til, at Australiens forbrug af rødt kød steg med 12 % på blot to år (20).

Den biologiske antropolog Randall Collura (21) har imidlertid påpeget, at forsøgene på at dokumentere menneskets fortidige madvaner i bedste fald kun kan fortælle, hvor vi kommer fra, og ikke hvor vi er nu. Man springer således en temmelig kompliceret sandhed over ved at forklare eller anbefale kødspisning i år 2008 med henvisning til en to millioner år gammel begivenhed.

En sådan konklusion uden mellemregninger siger til gengæld ganske meget om nutidens kødkultur. Antropologen Nick Fiddes (22) har således argumenteret, at kødets særlige status skyldes, at kødspisning på mange måder opfattes som et symbol på det, der adskiller mennesket fra andre dyr, og på menneskets kontrol over naturen, hvilket kommer til udtryk ved blandt andet jagtredskaber, husdyrproduktion og tilberedning.

Indiens mange hundrede millioner vegetarer ville nok være uenige i, at kødspisning er centralt for det at være et menneske, men ikke desto mindre er det en opfattelse, der – bevidst eller ubevidst – deles af mange mennesker, både i vestlige og ikke-vestlige lande. Meget kød er et symbol på udvikling og mindre kød et tegn på tilbageståenhed. Selvfølgeliggørelsen af Kinas stigende kødforbrug forekommer at have rødder i disse forestillinger.

Udviklingsideologier og samtidighed

Problemet med denne udviklingstankegang tydeliggøres bedst med en lille reference til den hollandske antropolog, Johannes Fabian. Han skrev i 1983 bogen Time and the Other (23), hvori han argumenterede for erkendelsen af det, han kalder ”menneskehedens radikale samtidighed”. Bogen var et opgør med mange antropologers tendens til analytisk at placere mennesker fra andre samfund i en anden tid, f.eks. ved at opfatte dem som ”primitive”, ”uciviliserede” eller ”umoderne”. En opfattelse af sådanne udviklingsstadier er baseret på en idé om, at alle mennesker er ens og blot befinder sig i forskellige tider. Men ifølge Fabian er dette en fejlantagelse; verden består tværtimod af forskellige mennesker og samfund, der lever på samme tid.

Fabians kritik tydeliggør, hvordan udviklingen i det globale kødforbrug – og dermed også risikoen for globale fødevarekriser – udspringer af en misforstået idé om, at man kan opstille verdens madkulturer i et hierarki eller sidestille dem med forskellige udviklingstrin. I realiteten er alle madkulturer samtidige; et fødevarehierarki og en proteinstige er blot udtryk for kulturelt forankrede ideologier. Det er derfor ikke en selvfølge, at alle mennesker og samfund i takt med deres udvikling vil, eller ligefrem bør, spise mere og mere kød. Vi kan ikke direkte forhindre, at dette sker. Men vi kan måske afbøde de værste konsekvenser ved at føre en kritisk debat om de udviklingsideologier, der både har skabt problemet og utvivlsomt vil forværre det i de kommende årtier, hvis vi fortsætter med at give næring til dem.

Global aftale nødvendig

I 2002 stod 1,3 milliarder mennesker i verdens rigeste lande for knap halvdelen af det globale kødforbrug (24). Hvis alle knap 7 milliarder mennesker hver især skulle indtage den samme mængde kød som en dansker, ville selv de mest revolutionerende landbrugsteknologiske fremskridt næppe være nok. Dertil kommer, at klodens befolkning forventes at runde 9-10 milliarder om nogle årtier, samt at klimaforandringer meget vel kan mindske det samlede globale høstudbytte. En global aftale om begrænsning af husdyrproduktionen, især foderproduktionen, vil derfor i de kommende år blive mere og mere presserende. Danmark kunne, som et af de lande i verden der har det højeste kødforbrug, gå foran, for eksempel ved at sætte fokus på emnet forud for klimatopmødet i december 2009.

I den forbindelse er det på sin plads at påpege, at fødevarekrisen kun er ét eksempel på en række problematikker, der knytter sig til det globale kødforbrug. Husdyrproduktionen er en af hovedårsagerne til menneskeskabt global opvarmning; ifølge FAO står den for 18 % af de globale drivhusgasser (25), og i en rapport fra Greenpeace antydes det, at andelen muligvis er endnu højere (26). Af samme årsag har Nobelpris-modtager og formand for FNs klimapanel, Rachendra Pachauri, ved flere lejligheder opfordret folk til at spise mindre kød (27).

Husdyrproduktionen er desuden hovedansvarlig for såvel afskovning som tab af biodiversitet (28), og den spiller en nøglerolle inden for både vandforbrug og vandforurening (29), samt antibiotika-resistens og risikoen for fremtidige globale epidemier (30). Samlet set konstateres det i rapporten Livestock's Long Shadow udgivet af FAO i november 2006, at ”husdyrsektoren fremstår som en af de top-to eller top-tre væsentligste bidragsydere til de mest alvorlige miljøproblemer, på alle niveauer fra lokalt til globalt(31).

Der er således adskillige gode grunde til at gøre husdyrproduktionen til et centralt indsatsområde i forhold til at forebygge fremtidige fødevarekriser. Men det kræver, at vi får øjnene op for de udviklingsideologier, der skaber vores opfattelse af kød og kultur.

-

Kilder

(1) Farm Journal; citeret i Jeremy Rifkin (1992): Beyond Beef: The Rise and Fall of Cattle Culture. s. 162.

(2) FAO (2006): Livestock's Long Shadow. s. xxi.

(3) Ifølge rapporten Animal Production and Feed by Species (Greenpeace 2000) går der følgende mængder foder til at producere et kilo kød: Oksekød 7 kg, svinekød 4 kg, kyllingekød 2 kg, fisk 2 kg. Ifølge rapporten Happier Meals (Worldwatch Institute 2005) går der 11-17 kalorier foder til 1 kalorie kød.

(4) FAO (2008): Crop Prospects and Food Situation, February 2008.

(5) FAO (2006): Livestock's Long Shadow. s. xx.

(6) Jyllands-Posten, internet-artikel 10. april 2008: Fare for langt højere kornpriser.

(7) Berlingske Tidende 23. april 2008: FN: Fødevarekrisen er en stille tsunami.

(8) Jyllands-Posten 23. juni 2008: Om igen, Touborg.

(9) Colin Campbell (2004): The China Study.

(10) WWF (2006): Madens globale fodaftryk. s. 11.

(11) Worldwatch Institute (2008): http://www.worldwatch.org/node/5443

(12) FAO (2006): Livestock's Long Shadow. s. 15.

(13) Julia Twigg (1983): Vegetarianism and the Meanings of Meat. I: Murcott: The Sociology of Food and Eating.

(14) Alle eksempler fra: Jeremy Rifkin (1992): Beyond Beef: The Rise and Fall of Cattle Culture. s. 95, s. 245-247.

(15) Jeremy Rifkin (1992): Beyond Beef: The Rise and Fall of Cattle Culture. s. 249.

(16) Katarzyna Cwiertka (2004): Western Food and the Making of the Japanese Nation-State. I: Lien: The Politics of Food.

(17) Rivers citeret i Nick Fiddes (1991): Meat: A Natural Symbol. s. 11.

(18) Jeremy Rifkin (1992): Beyond Beef: The Rise and Fall of Cattle Culture. s. 159-162.

(19) Se f.eks. Peter K.A. Jensen (2004): Da mennesket blev menneske.

(20) Adrian Peace (2008): Beauty and the Beef. I: Anthropology Today Vol 24 No 3.

(21) Randall Collura (2004): What Is Our Natural Diet and Should We Really Care? I: Sapontzis: Food for thought. s. 36-45.

(22) Nick Fiddes (1991): Meat: A Natural Symbol. s. 59.

(23) Johannes Fabian (1983): Time and the Other.

(24) Egen beregning baseret på tal fra FAO (2006): Livestock's Long Shadow. s. 15.

(25) FAO (2006): Livestock's Long Shadow. s. xxi.

(26) Greenpeace (2008): Cool Farming. s. 5.

(27) Se f.eks. Yale Alumni Magazine (2008): http://www.yalealumnimagazine.com/issues/2008_07/lv_schwarzenegger.html

(28) FAO (2006): Livestock's Long Shadow. s. xxi, xxiii.

(29) FAO (2006): Livestock's Long Shadow. s. xxii.

(30) FAO (2007): Industrial Livestock Production and Global Health Risks.

(31) FAO (2006): Livestock's Long Shadow. s. xx.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse.