Tilbage til ARTIKLER

 

Uforkortet version af debatindlæg trykt i Jyllands-Posten 2. januar 2006.

 

De danske værdier

af Rune-Christoffer Bech Dragsdahl

 

Når JP, DF og tilsyneladende mange danskere hævder, at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes, bliver denne værdi gjort ultimativ. Vil det sige, at der er intet, der står over ytringsfriheden? Er ytringsfriheden vores allerhelligste værdi, der står hævet over alle andre værdier?

 

Hvis en værdi står over andre værdier, betyder det samtidig, at de andre værdier begrænses, hvis de kommer i konflikt med den øverste og ultimative værdi. Kan det virkelig passe, at ytringsfriheden er mere hellig og ukrænkelig end både tolerancen, respekten og (næste)kærligheden? I min verden fungerer alle disse værdier i et samspil, og dermed tror jeg ikke, at jeg vil gøre en af disse til den "øverste".

 

Jeg vil opfordre til, at alle I, som debatterer dette emne, gør jer klart, om I opfatter de danske værdier som hierarkisk opdelte. Om ytringsfriheden for jer er livets mest dyrebare værdi.

 

Når JP på lederplads skriver, at diplomaterne misbruger deres loyalitet overfor Danmark, og når DF og mange læsere anvender ordet forræderi osv, så er det jo blot et udtryk for jeres/deres prioritering (og fortolkning) af danske værdier. I mine øjne værner diplomaterne netop om de danske værdier og dermed også om Danmark.

 

Der er tydeligvis mange danskere, ikke mindst fra DF, som tager for givet, at Danmark, danskhed og danske værdier er det samme for alle danskere.

 

Men danskhed og danske værdier som ytringsfrihed, næstekærlighed, tolerance m.fl. kan ikke placeres på en "universel" (dansk) rangliste. Vi har hver især vores individuelle fortolkning af disse værdier og deres rangordning/samspil. (det kursiverede blev forkortet af redaktionen)

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse.